Helleruplund Orgelfestival 2020
Louis Vierne 150 år CD release – Daniel Bruun
Søndag den 4. oktober, kl. 16
Stacks Image 466
Den franske komponist Louis Vierne blev født i Poitiers den 8. oktober 1870. Allerede fra en tidlig alder udviste han et usædvanligt musikalsk talent, som kom til at gøre ham til en af de mest berømte og anerkendte franske organister gennem tiden. Han komponerede bl.a. 6 symfonier for orgel samt 4 samlinger af fantasistykker. Daniel Bruun har indspillet en dobbelt CD med de 24 fantasistykker, som udkommer ved denne koncert. Derudover kan man høre Viernes 2. orgelsymfoni.
Stacks Image 511
Daniel Bruun er uddannet organist i København, London og Toulouse. Med flere anmelderroste CD'er har han markeret sig internationalt og har givet koncerter over hele Europa samt Colombia. Hans første CD "French Impressions” udkom i 2013. Anmelderne skrev bl.a.: "… et overlegent virtuost spil med en intens rytmik og et overbevisende musikalsk overblik.” I 2014 lavede Daniel Bruun en række videooptagelser af J.S. Bachs Clavier-Übung III, som blev offentliggjort på YouTube. Videoerne er indtil nu (2020) set mere end 200.000 gange! Daniel Bruun var i 2017 aktuel med endnu en CD, indspillet på Carsten Lund orglet i Helleruplund Kirke, hvor han har været ansat siden 2009.
Viernes 6. orgelsymfoni – Winfried Lichtscheidel
Søndag den 18. oktober, kl. 16
Stacks Image 446
Louis Viernes 6. orgelsymfoni blev komponeret i 1930 og er et af de absolute højdepunkter indenfor den franske symfoniske musik. Symfonien står i h-mol og har et gennemgående tema i alle 5 satser. Den ikoniske scherzo er et pragteksempel på Viernes opfindsomme og virtuose stil. Helleruplund Orgelfestival har i år et samarbejde med Ordrup Kirke, hvor man kan høre de resterende 4 orgelsymfonier af Louis Vierne.
Stacks Image 468
Den tyske organist Winfried Lichtscheidel har gennem de seneste år markeret sig internationalt med en lang række CD’er og i 2018 modtog hans indspilning af Charles-Marie Widors 10 orgelsymfonier “Preis der deutschen Schallplattenkritik”. Han er uddannet på konservatoriet i Stuttgart hos bl.a. Prof. Bernhard Haas og Prof. Dr. Ludger Lohman, og har gennem sin studietid været prisvinder ved forskellige orgel konkurrencer: “European Organ Competition in Ljubljana” (1. pris), “International Organ Competition in Erfurt” og “International Organ Competition ‘Oliver Messiaen and Max Reger’ in Graz” (1. pris). Siden 2010 har han været organist ved St. Martinus og Ludgerus i Sendenhorst.
Brahms: Vier ernste Gesänge – Michael Lindberg (baryton) & Hanne Kuhlmann (orgel)
Søndag den 1. november, kl. 16
Stacks Image 725
Vier ernste Gesänge – de smukke, alvorlige sange af J. Brahms med tekster fra Prædikerens Bog opføres her i en udgave for baryton og orgel. Desuden kan man høre musik af Mendelssohn samt 150-års jubilaren Louis Vierne.
Stacks Image 738
Michael Lindberg er udannet på Operaakademiet ved Det Kongelige Teater i 2003 og har siden da sunget ca. 20 større operapartier fortrinsvis på Den jyske Opera, Det kgl. Teater og Den ny Opera.

Hans repertoire omfatter roller som GREVEN i Figaros bryllup, MARCELLO og SCHAUNARD i La Bohème, VALENTIN i Faust, FORD i Falstaff, MALATESTA i Don Pasuale, BELCORE i Elskovsdrikken, SHARPLESS i Madama Butterfly og EISENSTEIN i Flagermusen.

Michael Lindberg har sideløbende beskæftiget sig med lied- og oratoriegenren og haft koncertvirksomhed med samtlige danske symfoniorkestre og talrige kirker omkring fx Bachs passioner, Händels Messias, Brahms’ Requiem og Orff’s Carmina Burana. Han har ligeledes gæstet Frankrig, Sverige og Norge, bl.a som Marcello og Schaunard i La Bohème.
Stacks Image 922
Allerede som 15-årig blev Hanne Kuhlmann optaget på Det Jydske Musikkonservatorium i Århus. Senere, efter flere års undervisning på konservatoriet af domorganist Anders Riber, opsøgte hun andre hovedstæder for at dygtiggøre sig. Det blev til studieophold i Paris og London, der op gennem 1990erne gjorde hende til så dygtig en musiker, at hun vandt flere internationale orgelkonkurrencer. I København var hun inden da blevet optaget i solistklassen på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium og læste hos hos prof. Hans Fagius.

I 2008 blev hun ansat som 2. organist i Vor Frue Kirke – Københavns Domkirke. Og fire år senere fik hun stilling her som domorganist. Siden 1990 har Hanne Kuhlmann spillet koncerter i Danmark, Sverige, Norge, Finland, England, Holland, Rusland, Frankrig, Lithauen og Serbien, bl.a. i Nidarosdomen, Finlandia-salen, Westminster Abbey, St. Petersburg Philharmonien, St. Bavo Kerk i Haarlem og Notre Dame-katedralen i Paris.

We use cookies to ensure that we give you the best experience on our website.