Helleruplundorglet

Orglet er et utroligt alsidigt instrument, som med alle sine forskellige klangmuligheder kan imitere orkestrets forskellige instrumenter. Det får vi her et pragteksempel på, når Jean-Baptiste Dupont spiller transskriptioner af Bach og Stravinskij. Operaen Petrusjka fortæller historien om tre marionetdukkers kærlighed og jalousi. De tre vækkes til live af Charlatan under Sankt Petersborgs fastelavnsfest i 1830. Petrusjka er forelsket i Ballerinaen. Hun afviser ham, fordi hun kan lide moren. Petrushka er vred og såret. Han udfordrer moren. Moren dræber ham med sit krumsabel. Petrusjkas spøgelse stiger op over dukketeatret, mens natten falder på. Han ryster sin knytnæve mod Charlatan, hvorefter han falder sammen i en anden død. At improvisere på orglet er en gammel disciplin, som er blevet forfinet gennem tiden og vi får her at høre Duponts fænomenale improvisationsfærdigheder. Undervejs i koncerten får vi tre stykker fra Max Regers opus 65, som er en samling af mindre stykker han komponerede i München i 1902.

Den tyske by Leipzig har i århundrede været et kulturelt centrum for tyske komponister. I år er det 300 år siden Johann Sebastian Bach blev udnævnt kantor ved Thomaskirken og siden da har komponister som Mendelssohn, Schumann og Reger bidraget til byens musikalske arv. Bachs prægtige præludium og fuga i Es-dur, som danner rammen om Bachs store orgelmesse “Clavier-Übung III”, åbner koncerten. Så følger Mendelssohns “Variations sérieuses” fra 1841, som oprindeligt er et klaverværk, bestående af et tema efterfulgt af 17 variationer. Schumanns charmerende kanons for pedalflygel – et klaver med pedaler – spilles her uddrag fra i orgelversionen. Hovedværket ved koncerten er Max Regers 2. sonate, som han komponerede i 1901. Sonaten afsluttes med en stort anlagt fuga, hvor vi tydeligt hører inspirationen fra Bach.

Carl Th. Dreyers skildring af retssagen mod Jeanne d'Arc i 1431 er en milepæl i filmhistorien. Filmen var banebrydende med sit intense psykologiske portræt af en religiøs helgeninde, der bliver en brik i et storpolitisk spil og ofrer livet for sin tro. Samtidig var filmen stilistisk nytænkende med sin sublime brug af ubarmhjertigt skarpe nærbilleder, der sætter fokus på det menneskelige ansigt, hvor de sjælelige dramaer udspiller sig med voldsom intensitet. Som Dreyer sagde: "Alt menneskeligt udtrykkes i ansigtet, idet ansigtet er sjælens spejl".

Et indledningsbillede viser den originale forhørsprotokol fra 1400-tallet. Dreyer lader processen udspille sig over en enkelt dag, Jeannes dødsdag den 30. maj 1431. De 29 forhør bliver slået sammen til ét. Processen mod Jeanne d'Arc føres af et stort tribunal af munke og retslærde med hårde og sardoniske ansigter. Den lænkede Jeanne indrømmer, at hun mener sig sendt af Gud for at redde Frankrig. Med snedige spørgsmål prøver dommerne at lokke hende til gudsbespottelige udsagn, men hendes svar er renhjertede. Som Kristus ydmyges hun af drabanterne. Hun trues med tortur, men er for syg til, at dommerne tør pine hende. De prøver at udnytte hendes intense gudstro til at få hende til at fornægte sit kald. I angst for kætterbålet indrømmer hun, at hendes visioner var falske, men hun fortryder igen og fastholder, at hun er Herrens udvalgte. Jeanne bliver brændt levende, og hendes død overbeviser folket om, at hun var en helgen. Oprøret bryder løs.

Filmen fremvises af Jespers Rejsebiograf.

Tonerne B-A-C-H har inspireret talrige komponister til at skrive værker med udgangspunkt i det kromatiske motiv. Johann Sebastian Bach brugte selv temaet, som en slags signatur, i flere af sine værker. Mest kendt er nok det ufuldendte værk “Die Kunst der Fuge”, hvor de fire toner bruges som fugatema i den sidste sats. Da Mendelssohn i 1829 opførte Bachs Mattæuspassion, blev den gamle mesters musik “genopdaget”, og flere komponister begyndte at brugte temaet B-A-C-H i deres værker. Robert Schumann skrev seks fugaer over de fire toner og Max Reger komponerede en fantasi og fuga over tonerne B-A-C-H.