Om orgelbyggeren

Carsten Lund (f. 1940) er udlært på det nu hedengangne Frederiksborg Orgelbyggeri i Hillerød, grundlagt af den tidligere Frobenius-medarbejder Troels Krohn, og han kan således betragte sig som en efterkommer i andet led af Frobenius’ orgelbyggeri. Derfor kunne ringen også siges at være sluttet, da Carsten Lund og hans stab som et led i en fremtidssikring af firmaet i 2010 flyttede ind i de traditionsrige håndværkslokaler hos Th. Frobenius & Sønner i Kongens Lyngby. Der er tale om et administrativt samarbejde mellem de to firmaer, og fra den nye adresse bliver der fortsat bygget Carsten Lund-orgler med disses umiskendelige håndværksmæssige særpræg, der har rødder i efterkrigstidens danske møbelarkitektur (Kaare Klint, Mogens Koch m.fl.).
Carsten Lunds Orgelbyggeri blev grundlagt i 1966, og dets arbejder har fra første færd været præget af den stærke inspiration, grundlæggeren modtog i de tre år (1963-66), hvor han arbejdede som svend hos den navnkundige orgelbygmester og orgelarkitekt Poul-Gerhard Andersen. P.-G. Andersen, hvis navn er kendt og agtet i internationale orgelkredse, var en af hovedkræfterne i den danske ‘Orgelbevægelse’, der fødtes o. 1930 og havde til formål at højne orglernes håndværksmæssige, klanglige og æstetiske standard og bringe dem på niveau med det bedste af det, der præsenteredes i Nordeuropa på Buxtehudes og Bachs tid. Orgelbevægelsens æstetik er senere blevet kritiseret for at være dogmatisk, skematisk og uinspireret, og det må da også medgives, at de danske kirker under det store orgel-byggeboom, der kulminerede i 1980’erne, er blevet udsat for en veritabel tæppebombning med stærkt rutineprægede og påfaldende ensartede 'orgelbevægelsesinstrumenter'.
Det må imidlertid ikke glemmes, at der findes adskillige lykkelige undtagelser fra de mange standardprodukter, og at et antal danske orgler fra de seneste syv årtier faktisk har opnået en lysende stjernestatus på den internationale orgelhimmel. Man taler i denne forbindelse om en første og anden generation af den danske Orgelbevægelse, og her er det almindeligt anerkendt, at Carsten Lund sammen med Marcussen & Søn i Aabenraa indtager en klar førerposition i det man kunne kalde ‘Orgelbevægelsen 2.0’
Carsten Lund har gennem alle årene været ivrigt optaget af at eksperimentere med klassiske orgelbygningsmetoder, og han var blandt de første, der genoptog brugen af hamrede metalplader, uligesvævende tempereringer, énarmet, ophængt mekanik og levende vindforsyning fra store kilebælge. Denne genoptagelse af teknikker fra 16- og 1700-tallet, parret med en stærk udtryksvilje og en forkærlighed for kraftfuld intonation, mættede klangfarver, velfungerende mekanik og spændstig, minimalistisk arkitektur, har gjort Carsten Lund til en markant skikkelse i det danske orgellandskab.
Med Helleruplundorglet går Carsten Lund nu helt nye veje: Dets senromantiske klangkoncept har ikke meget til fælles med den barokprægede æstetik, der kendetegner de fleste af hans instrumenter, ja det var faktisk denne klangverden, Orgelbevægelsen i sin tid gjorde voldsomt oprør imod. - Og det må vel siges at være respektindgydende, at den 75-årige orgelbygmester ikke er bange for at betræde nye stier.
Ole Beuchert Olesen